Verdens øjne er i denne tid rettet mod Grønland. Det storpolitiske drama om en eventuel amerikansk annektering af Grønland har sat rigsfællesskabet på prøve og gjort relationen mellem Grønland og Danmark mere aktuel – og mere kompleks – end længe set.
Den grønlandske befolkning har levet på verdens største ø i hundredvis af år, men hvordan levede man før kolonitiden? Hvordan har Grønland været kulturelt repræsenteret i Danmark under kolonitiden, hvilke fortællinger blev brugt, og hvordan agerer man i dag mellem de to kulturer og i relationen mellem de to lande? Det er nogle af de grundlæggende og nødvendige spørgsmål, vi stiller på dette kursus.
Kurset giver indblik i Grønlands historie, identitet og samtid set fra flere faglige og personlige perspektiver. Med oplæg, samtaler og refleksioner bevæger vi os fra de tidligste samfund i Arktis over kolonitidens billeder og fortællinger til nutidens politiske, kulturelle og menneskelige virkelighed. Et kursus, der både giver viden, nuancer og stof til eftertanke – og som inviterer til dialog om fortid, nutid og mulige fremtider.

Højdepunkter fra programmet
Polarekspeditioner på film
I sidste halvdel af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet rejste europæiske og amerikanske ekspeditioner til de arktiske egne. Der var stadig hvide pletter på kortet, som endnu ikke var kortlagt eller erobret. For at dokumentere sin tilstedeværelse begyndte nogle af ekspeditionerne at bruge filmmediet. Ved Lisbeth Valgreen (cand.mag i grønlandske og arktiske studier).
Tegneserier om Grønlands forhistorie og fremtid
Konrad Nuka Godtfredsen er født og opvokset i den sydgrønlandske by Narsaq og boede i København fra 2004 til 2023. I perioden 2007 til 2018 tegnede han i samarbejde med Danmarks Nationalmuseum og det grønlandske undervisningsmiddelforlag Ilinniusiorfik fire tegneseriealbums om Grønlands forhistorie. Akvarellerne fra tegneserierne har været udstillet i lande som Japan, Frankrig, Tyskland og Island. I dag bor og arbejder han i Narsaq, hvor han skriver og tegner på en ny tegneserie – denne gang en science fiction om Grønland i 2121. Derudover illustrerer han bøger, frimærker og samarbejder med museer i både ind- og udland om udstillinger og illustrationer. I 2024 modtog Konrad Nuka Selvstyrets Kulturpris for sit mangeårige arbejde.

Konrad Nuka Godtfredsen
Monumentet - Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år
Martine Lind Krebs (antropolog, journalist og forfatter) tager udgangspunkt i sin nye bog ’Monumentet’, som hun har skrevet i samarbejde med Astrid Nonbo Andersen. Bogen handler om den fascinerende og komplekse historie om Grønlandsmonumentet, der blev opstillet på Christianshavns Torv i 1938.

Martine Lind Krebs. Foto: Emma Fager
Naapitta – Lad os mødes. Et skriftligt fællesskab
Lars Lerche (kulturmedarbejder, Kalaallit Illuutaat / Det Grønlandske Hus i København) fortæller om projektet Naapitta, der tager afsæt i spørgsmålet: Hvad er sandhed, og hvad betyder forsoning i en grønlandsk-dansk kontekst?

Lars Lerche
Filmaften: ”Sumé – Lyden af en revolution”
Dokumentarfilm af Inuk Silis Høegh om det grønlandske rockband Sumé, der i 1970’erne fik grønlandske unge til at blive fans af bandets musik, tekster og politiske budskaber.
Grønlands Repræsentation i Danmark
Grønland fik hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009. Formålet med indførelsen af hjemmestyre og senere selvstyre var, at man fra Grønlands side ønskede mere indflydelse i forhold til egne anliggender. Grønlands Selvstyre har i dag en række repræsentationer rundt omkring i verden, hvorfra man varetager grønlandske interesser. I dette oplæg vil Mads Lumholt fra Grønlands Repræsentation i Danmark fortælle om repræsentationens arbejde, hvis primære formål er at udføre opgaver for blandt andet Naalakkersuisut (Grønlands regering), Inatsisartut (Grønlands parlament) og administrationen.

Mads Lumholt
Fordybelse og fællesskab
Rammerne er Tisvilde Højskole, hvor fordybelse, fællesskab og samtale går hånd i hånd. Her er højt til loftet, tid til at tænke og plads til at lade de store perspektiver bundfælde sig – både i samtalerne i undervisningslokalet og i pauserne, ved måltiderne og under aftensamvær. Den omkringliggende natur spiller med: Tisvilde Hegn, Kattegats åbne horisont og det særlige nordkystlys danner en rolig og værdig ramme om et kursus, der netop handler om sted, tilhørsforhold og identitet.
Undervejs vil højskolens køkken lade sig inspirere af det grønlandske køkken og servere grønlandsk-inspirerede retter, der giver endnu en sanselig indgang til kulturen. Der vil ligeledes indgå grønlandsk-inspireret musik som en del af højskolelivet og stemningen – som lydspor til refleksion, fællesskab og nærvær.
Kursusleder
Lisbeth Valgreen, cand.mag i grønlandske og arktiske studier og forfatter. Har siden 2004 arbejdet med formidling om relationen mellem Danmark og Kalaallit Nunaat (Grønland). Hun har skrevet en række børnebøger, undervisningsmaterialer samt artikler og været konsulent for museet i ind- og udland, senest et omfattende undervisningsmateriale for Det Danske Filminstitut/Filmcentralen om at være ung i Norden.

Lisbeth Valgreen
Kurset henvender sig til alle med interesse for Grønland, rigsfællesskabet og de store spørgsmål om historie, kultur og identitet – og kræver ingen særlige forudsætninger, blot nysgerrighed og lyst til fordybelse.
Kursuspriser:
- Deltager i enkeltværelse: 5.500,- kr.
- Deltager i delt dobbeltværelse: 4.500,- kr.
- Deltager uden værelse: 3.500,- kr.
Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.
Når programmet er helt klar, kan det ses som pdf-fil øverst på denne side. Der tages forbehold for ændringer.