Kender du Jeppe Aakjær? Vi kender i dag mest Aakjær for hans stærke fællessange som Jens Vejmand og Havren. Men hvad havde han på hjerte, når han ikke digtede? Hvilken tid og folkelig bevægelse var han en del af? Og hvad har hans tid og vores tid til fælles?
Under kyndig ledelse af forfatter, digter og sociolog Anette Prehn – som modtog Aakjærprisen i 2024 – nørder vi ned i Aakjær i løbet af fire dage på Tisvilde Højskole. Anette har været på gådejagt efter Jeppe Aakjærs ”usungne sange”, og gennem Aakjærske tekstfragmenter i 130 år gamle breve, foredrag, artikler og erindringer har hun skrevet helt nye digte med relevans for vores tid. De er udkommet i Gyldendal-bogen ”På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange”.
På kurset får vi besøg af Aakjæreksperten Johannes Nørregaard Frandsen (Johs), som hen over en hel dag vil føre os ind Aakjærs lyriske univers. Vi skal udforske nogle af digtersjælens største digte og høre om deres betydning og også lære nogle af de mere oversete at kende. Johs vil desuden åbne Aakjærs liv for os, og hvad epoken, han levede i, betød for Danmarks udvikling.
Visesanger Allan Høier fortolker på kurset Aakjærs liv og historie gennem nogle af de mest elskede Aakjærs-sange. Ikke mindst skal vi synge alle de 21 usungne sange, som Anette Prehn har skabt af Aakjærs glemte og oversete ord. Hun vil fortælle, hvordan gådejagten blev skudt i gang, hvordan hun konkret og kreativt arbejdede med tekstfragmenter fra Aakjær for at skabe nye og fængende tekster, og hvordan samarbejdet med komponist Kristian Bisgaard forløb.
Der kræves ikke forudgående kendskab til Aakjær – alle er velkomne. Udover dybdeboring i Aakjær-universet byder kurset på samvær, højskolesang og naturligvis mulighed for masser af den smukke natur, der omgiver højskolen, Tisvilde Hegn og Kattegat for enden af vejen. Der er udelukkende hjertevarme og nærvær på programmet, og aldrig langt mellem de spændende indslag og latter i litermål.
Om oplægsholdere:
Johs. Nørregaard Frandsen – Professor emeritus i Dansk litteratur- og kulturhistorie, SDU. Leder af H.C. Andersen Centret 2012-2020. Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg 2016-2020. Specielt om Jeppe Aakjærs værk og betydning, står han bag: ”Tre jyske Tenorer: Om Jeppe Aakjærs, Thøger Larsens og Johannes V. Jensens lyrik (2008)” og kapitler og afhandlinger i flere litteraturhistoriske værker i de nordiske lande, artikler og essays i tidsskrifter og samleværker og forord med videre ifm. udgivelser af Aakjær.
Allan Høier er visesanger med speciale i det dansk-svenske repertoire. Har medvirket i en lang række forestillinger for Teatret OPtimis, lavet adskillige roste vise-CD’er og optrådt i radio og TV. Bl.a. optræder han med den anmelderroste cabaret-forestilling ”Aakjær – jeg bærer med smil min byrde”.
Anette Prehn er sociolog, sangskriver og forfatter til bl.a. “Det syngende menneske” samt bogen “På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange”, der rummer 21 nye sange, inspireret af Aakjærs gamle breve, foredrag og erindringer. Anette modtog i 2024 Aakjærprisen for sit store arbejde med at skabe digte af Aakjærs ellers ikke sangbare tekstfragmenter. Se mere på www.anetteprehn.dk.
Når hun ikke digter, holder Anette foredrag og skriver bøger om hjernens spilleregler. Se mere på www.hjernesmart.dk
Hør her motivationen af Aakjærprisen 2024 fra Aakjærselskabets formand Karen Margrethe Rasmussen
Kursuspriser:
- Deltager i enkeltværelse: 5.500,- kr.
- Deltager i delt dobbeltværelse: 4.500,- kr.
- Deltager uden værelse: 3.500,- kr.
Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.
OBS: Når det endelige program er klar, kan det findes som pdf-fil ALLERØVERST på denne side.