Der går ikke en dag, hvor USA ikke præger overskrifterne. Den ene dag handler det om udenrigspolitik, den anden om indenrigspolitik, den tredje om juridiske fejder. Læg dertil alle de andre historier, der handler om kulturkamp, skænderier på sociale medier og historier om præsidentens ageren. Det hele går så stærkt, at det kan tage pusten fra de fleste.
I dette forløb kan du komme bag om overskrifterne og ned i en dybere forståelse af, hvad det er, der foregår 'over there'. Anders Agner er kendt som en af landets dygtigste USA-analytikere. Han har siden 2012 været chefredaktør på Kongressen.com, skrevet et dusin bøger om amerikansk politik og historie, besøgt samtlige 50 stater og været i Det Hvide Hus flere gange. Sammen med flere af Kongressen.com's analytikere, som du kender fra mediebilledet, ser vi nærmere på, hvad der sker i USA i øjeblikket og hvor landet er på vej hen.
Anders og teamet stiller skarpt på det kommende midtvejsvalg, på præsidentskabet, de juridiske slagsmål, på demokratiets tilstand og rettigheder under pres i et splittet land. Samtidig kigges der på USA’s rolle i verden, hvordan tingene i øjeblikket ændrer sig og hvad det har af betydning for os i Danmark.
Du kommer fra weekenden med en dybere forståelse og indsigt i nogle af de mange temaer, der hver dag præger ikke bare mediebilledet men også samtalen ved frokostbordene. Der bliver mulighed for at fordybe sig, for at stille spørgsmål til nogle af landets dygtigste USA-kapaciteter og diskutere politik med både undervisere og de øvrige kursister.
Ud over Anders Agner, kan du se frem til at høre oplæg fra:
Ruben Toft Sindahl

Ruben Toft Sindahl er juridisk analytiker på Kongressen.com. Han er uddannet jurist fra Københavns Universitet og University of Pittsburgh i Pennsylvania. Fik sin advokatbestalling i Washington D.C. og har gennem flere år arbejdet som advokat i USA. Forfatter til bøgerne ‘Ret Og Magt I USA’ og senest ’Hævet Over Loven’ om den amerikanske højesteret.
Camilla Sebelius

Camilla Sebelius er kampagne- og kommunikationsanalytiker på Kongressen.com. Hun har tidligere arbejdet for John Kerrys præsidentvalgkamp og boede i den forbindelse i Massachusetts. Camilla laver sammen med Anders Agner Kongressen.com's podcast om aktuelle politiske emner, heriblandt den igangværende midtvejsvalgkamp.
Rikke Steenbech

Rikke Steenbech er udenrigsskribent på Kongressen.com. Hun har tidligere arbejdet for TV2 og Røde Kors og har sit journalistiske fokus på USA’s rolle i verden, heriblandt forholdet mellem USA og Danmark.
Trine Christensen

Trine Christensen er tidligere generalsekretær i Amnesty International i Danmark. Arbejdede ti år i Amnestys amerikanske afdeling og er forfatter til den anmelderroste bog ’Kvindsmod’. Var medvært på podcastserien ’Rooseveltland’ og aktuelt den ene del af værtsduoen på den nye podcastserie ’Kvindsmod’.
Om kursusleder
Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’, ‘Kennedyland’ og ‘Staterne Gennem 250 År’. Forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet ‘KENNEDY’, ‘De Største Taler’ og senest ‘Kampen Om Det Hvide Hus’.
Kursuspriser:
- Deltager i enkeltværelse: 3.000,- kr.
- Deltager i delt dobbeltværelse: 2.500,- kr.
- Deltager uden værelse: 2.000,- kr.
Opholdet inkluderer fuld forplejning, kaffe/te/vand undervejs og sengelinned/håndklæde.
Når programmet er helt klar, kan det ses som pdf-fil øverst på denne side. Der tages forbehold for ændringer.